Books for Cooks

Showcooking

Pop up-restauranten var et ukendt begreb herhjemme, indtil en gruppe unge kokke med erfaring fra verdens toprestauranter i 2008 dannede en forening med ét fælles mål: At udfordre grænserne for dansk gastronomi uden snobberi eller dogmer. Foreningen kaldte de for NACL – Nordic Academy of Culinary Leisure. Bogen ”Showcooking” giver dig fortællingen bag NACL samt en lang række af kokkenes bedste opskrifter gennem tiden. 

Med bogen ”Showcooking” er der rig mulighed for at teste dit eget talent i køkkenet. I bogen deler NACL-kokkene ud af deres bedste opskrifter og deres hemmelige tricks til, hvordan du kan arbejde mere kreativt og skabe sensationelle retter, som dine middagsgæster aldrig glemmer. 

Med NACL blev der født en spændende undergenre af dansk gastronomi – et dogmefrit frirum og en gastronomisk legeplads. I løbet af de første 10 år har NACL lavet mad på fire forskellige kontinenter, og de har inviteret publikum med til deres til tider vanvittige eksperimenter: når de har serveret dødeligt giftig japansk fugu og selvlysende ørred eller har udforsket, hvordan døden egentlig smager.